Skolen:Hele ugen har hele skolen arbejdet praktisk med Afrika – store og små er blandet på hold. Der laves afrikanske masker, tryk, et kæmpe Afrika-puslespil, kuk-kasser, der males på stof med mel, der spilles afrikansk musik, der laves mad, og musikholdet har øvet hele ugen, da de skulle spille på Coloplast fredag den 19. april.
Tirsdag så hele skolen teater – et tilbud vi havde fået som et led i teaterfestivalen. Det var Nørregaard teatret, der var på besøg fra Odense. Stykket hed ”Mig og Callas” handlede om Maria, som var sat til at rydde loftet, da hendes mor havde besluttet, at de skulle flytte til Århus. Alt skulle smides ud, havde hendes mor sagt. Marias var for nylig flyttet, da hendes mor og far skulle skilles.
Torsdag havde vi igen teater. Denne gang var det Tulipanteatret fra Malling. Forestillingen var for de små og var en labyrintisk rejse ind i feernes land og alfernes eventyrverden. I stykket fulgte man Liv, som en dag møder Ask, som hun tager med på opdagelse.
Skolemøde: Husk, at der mandag i næste uge, den 22. april er skolemøde kl 19.00. Benne vil fortælle lidt om planen for vores kommende skolelederskifte. Derefter går vi i klasserne og hører om, hvordan det går i klasserne, og hvad vi går og laver. Vi har sendt Maja på barsel, og derfor tager Lars skolemødet i Orange Klasse på mandag.
I næste uge får vi besøg af Klejtrup Musikefterskole tirsdag eftermiddag klokken 12.30. Det bliver super fedt!
Torsdag den 25. april afslutter vi vores Afrika-tema med en udstilling af alt det, som vi har gået og lavet de sidste 3 uger. Vi vil derfor gerne invitere alle forældre, bedsteforældre og søskende, der har tid, lyst og lejlighed til at komme torsdag fra klokken 13.00 og frem til klokken 14.00. Der vil blandt andet være lidt smagsprøver fra Afrika, man kan se de mange spændende ting, der er blevet lavet rundt omkring i værkstederne og vi slutter alle sammen af i salen sammen med en lidt anderledes fælles afslutning, inden vi holder fri Stor Bededag. Børnene fra Rød, Blå og Orange skal være i skole til klokken 14.00 torsdag den 25. April så hele skolen kan afslutte Afrika-temaet sammen.
Askehuset: I denne uge har grøn gruppe været til fødselsdag hos Liva. Børnene nåede både at lege inde og ude, og vi fik en kage med hjem til Askehuset.
Torsdag var grøn gruppe til teater. De kom på en rejse med Liv og Ask til rosenbusken, skoven, havet og bjergfolket. Til slut var der fest.
Et godt stykke, der fik børnene til at bruge alle sanserne.
Det går rigtig godt med den nye rengørings ordning. Her er dejligt rent nu, hvor der bliver gjort godt rent 2 gange i ugen. Vi giver selv toiletterne en ekstra tur ind imellem.
Den 29. april skal alle børnene i Askehuset på tur til Vorupør. Vi skal ud og samle sten, der skal bruges til næste emneuge. Der kommer mere information senere.