Møgelø

Lad os undervise med fagene og ikke i fagene

I mange år har vi haft emneuger og temaforløb i løbet af skoleåret og har altid haft armene højt hævet af begejstring over oplevelsen med dem. Efter mange og lange diskussioner har vi kastet os ud i, at ekperimentere med det og har sat tema på skemaet hele året. Vi har nu haft et forløb, som startede efter Møgelø, og er nu i gang med det andet. I praksis betyder det, at der ud over den daglige morgensang og morgensport, enten står "klasse" eller "tema" på skemaet.

Formålet med at arbejde med et overordnet tema er, at vi dermed kommer til at undervise med fagene og ikke i fagene. Altså, skrivning, læsning, historie, matematik m.m. bliver brugt dels for at komme ind i emnet og dels for at beskæftige os med emnet. Fordi det dagligt står på skemaet i hele 4 uger, er der mulighed for at komme i dybden samt have god tid. Håbet er endvidere at børn (og voksne!) bliver motiveret gemnnem temaet til at kaste sig ud i og udforske det. Ønsket er at bevare barnets naturlige glæde ved at opdage og lære.

Hver 4. uge kommer børnene på nye hold - de små er fordelt på 3 hold, det samme er de store.

Thorsted Friskole - skoleåret 2010 - 2011

Skoleåret er godt i gang, og mange ting har været som det plejer: Efter blot 2 uger, tog hele skolen til Møgelø, hvor vi belejrede øen en lille ugestid. Som altid var det en fantastisk tur, i år var den dog lidt vådere end vanlig, men det hindrede ingen i at bade, lege i sandet, snitte både, sejle, hænge ud i ruinen, lave aftenunderholdning o.s.v. De voksne har mødtes flere gange bl.a. til det store forældremøde, hvor alle meldte sig flittigt på de forskellige arbejdshold.

Det første skolemøde er også afholdt, hvor Lars fortalte om skolens historie, som han sagde, begyndte for over 1000 år siden - et meget interessant og nuanceret billede af skolens historie, sat i et større perspektiv! Dernæst fortalte Anders om vores eksperiment med at at undervise med tema nærmest hele året. (Det bliver uddybet længere nede på siden). Inden forældre og lærere i de små klasser mødtes i klasserne, blev der vist billeder fra Møgelø, taget af Heine Og Christian fra 7/8 kl.

I fredags - d.1. okt - samledes alle i de nye byggeri til rejsegilde, hvor taler blev holdt, nykomponeret sang blev sunget og pølser og sodavand indtaget.

Det leder ind på emnet byggeri... Som sidste og ganske nyt er det endelig lykkedes skolen - efter flere års forberedelse - at komme i gang med at bygge. Vi ser alle frem til, at det står færdigt en gang i begyndelsen af det nye år. Vi får en helt ny og større sal, 4 klasseværelser, kontor, toiletter, aula m.m. Der kan læses mere om det under linket "byggeri 2010".