SKOLEN:Mandag morgen blev dette skoleår skudt i gang for store og små med et muntert orkester og historien om Klodshans, der på et gammelt frønnet bræt med hjul, kækt gjorde krav på prinssesen og det halve kongerige. Bagefter var der rundstykker, kaffe, te og kakao til alle fremmødte. Det var rigtig dejligt også at se så mange forældre, støttekredsmedlemmer og ikke mindst gamle elever mødte op denne dag. Resten af dagen var vi i klasserne, hvor der blev hilst på hinanden efter den lange sommerferie.
I denne uge har blå klasse sammen med orange klasse været på tur til Nors sø. Vi startede med at gå en tur på 5 km. Det var en skøn tur i kuperet terræn. Vi spiste madpakker og senere stod den på badning ved søen. Vi har været i klassen i denne uge, og vi er så småt ved at lære hinanden at kende. Alle børn har fået en dansk bog, som vi har lavet lidt i.
Orange klasse har i denne uge været I billedværkstedet og lave blindtegninger af hinanden, som bagefter skulle males i flotte farver – inspireret af Picasso. Der er derfor også blevet fortalt om Picasso og hans liv og ikke mindst kubismen en kunstnerisk retning. Billederne inspireret af Picasso er sat på en baggrund og hænger allerede nu oppe i klassen. Børnene har desuden skrevet skemaet ned og det skulle gerne være med i tasken hjem. De har desuden også fået en danskbog, som vi har lavet lidt i.
Onsdag i næste uge skal alle store på tur. Der kommer en friluftsvejleder og vi skal prøve forskellige aktiviteter. Børnene skal derfor have tøj med som de kan bevæge sig i samt en stor madpakke og vand.
I næste uge begynder vi så småt på dette års skema, så der er nogen, der for første gang skal have f.eks. valgfag og engelsk. Det er derfor en rigtig god ide at få tjekket penalhuset eller ligge en blyant og viskelæder i sin kasse på skolen.
Det er en rigtig god ide at sende tøj efter vejret med børnene i skole, da vi allerede er begyndt på morgensport og som I måske har lagt mærke til, regner det lidt af og til. Det er derfor en rigtig god ide med en pose med “udetøj” på knagen.
Desværre er de første tilfælde af LUS allerede konstateret på skolen, så det er en god ide at holde lidt ekstra øje derhjemme.
Vi sluttede ugen af med en velkomstreception for Mads Madsen, vores nye skoleleder, for at byde ham ordentlig velkommen til Thorsted Friskole. Det var rigtig skønt at så mange lagde vejen forbi, for at ønske Mads hjertelig velkommen på skolen.
HUSK: Husk, at der i næste er “Det Store Forældremøde” tirsdag den 20. august klokken 19.00. Her kan man blandt andet høre lidt om jubilæet, skolens lejrtur og så vil alle arbejdsopgaverne for det næste skoleår blive præsenteret. Vi ses – og husk kaffekurven!
PASNINGEN: Nu er alle snart vendt hjem fra ferien, og hverdagen er i gang igen. Vi er flyttet ind i nye lokaler og har fået fast base i den "gamle rød klasse" - SKØNT! Vi sluttede det gamle skoleår med at sige farvel til Jens Emil og en masse store børn, og vi har traditionen tro, startet op efter ferien med at sige velkommen til en masse nye børn. Vi starter derfor dette skoleår med 33 tilmeldte børn og en ny voksen: Asger Madsen har 1. dag på mandag.