I den frie tankes tjeneste

pige.png

Klik her for at hente/printe dette brev. I forbindelse med Thorsted friskoles 140 års jubilæum har vi besluttet at udgive en bog. Bogen tænkes som et overordnet indlæg i skoledebatten, set fra en gammel friskoles side.

Netop i denne tid ses en polarisering af skoledebatten i forbindelse med forslaget til ny folkeskolelov; Ny nordisk skole. Det bliver mere og mere tydeligt, at der fra politisk side tegner sig en enighed om en ny opfattelse af skole og uddannelse, som er væsensforskellig fra både friskoletanken og den traditionelle folkeskoletænkning. Dannelsen erstattes med uddannelse, og den selvstændigt tænkende borger erstattes af den loyale medarbejder i den store nationale virksomhed Danmark.

Dette paradigmeskift trænger til modsvar og det skal vor bogudgivelse være et bidrag til.

140 år i den frie tankes tjeneste er i sig selv en bedrift, men hvis det intet aftryk sætter på virkeligheden, er der kun nostalgien tilbage. Derfor denne bog.

Vi forestiller os et indhold, der i gennemarbejdet form redegør for de skoletanker, der ligger til grund for vores skole, perspektiverer dem i forhold til den aktuelle skole og samfundsdebat og viser hvilke praktiske resultater en sådan skole afstedkommer.

Lars Nielsen Skoleleder, Thorsted Friskole