ASKEHUSET:Askehuset har taget hul på 2013. Jens Emil er blevet ansat, indtil Henrik kommer tilbage den 1. august. Lasse har lovet at være vikar i fremtiden, så der er ikke blevet sagt helt farvel til ham. Allerede fra uge 8 kommer han og afløser Anna, der skal ud og rejse i 3 uger. Tredje januar startede Gustav M. - på sin 3 års fødselsdag. Så nu er der 30 børn i Askehuset.
SKOLEN: I denne uge har vi haft helt almindeligt skema, hvilket vi også har i næste uge.
I Rød klasse har de fået nye pladser samt ryddet lidt op i krogene. De er også begyndt at snakke lidt om drama forud for teaterperioden. Mads er med i Rød klasse sammen med Mona i mange af klassens timer som en ekstra hånd i klassen. Det er rigtig dejligt.
Orange klasse arbejder stadig på deres fællesbillede om Afrika og vi er næsten færdige. Billederne vil blive hængt op i klassen, når de er færdige.
Gul klasse arbejder for tiden med udsagnsord og navneord.
Grøn klasse er begyndt på et forløb om reklamer, hvor vi f.eks. skal se på virkemidler i reklamer og hvilke målgrupper, der køber hvilke produkter. Vi inddrager også AIDAmodellen i vores arbejde med reklamer, så vi kan få lært en masse fagord. Grøn klasse har desuden hver mandag, noget vi kalder "ugens nyhed", hvor alle skal medbringe en nyhed fra den foregående uge, som vi snakker om i klassen. Hver onsdag har vi igen staveord og laver i danskbogen. Til næste uge har klassen en side for i danskbogen, samt skal de læse "Intet" færdig. Fredag var grøn klasse på biblioteket så der er en frilæsningsbog i børnenes kasser, inden vi går i gang med teater.
I uge 4 begynder Rød, Orange, Grøn og Lilla klasse at øve teater. Men allerede i næste uge begynder vi så småt at snakke om lidt teater i klasserne.
Kalenderen på hjemmesiden er også ved at være opdateret frem til sommerferien, så det er en rigtig god ide at orientere sig om kommende arrangementer inde på hjemmesiden. Der vil også snarest følge en kalender i en form til at hænge op på køleskabet derhjemme.
Onsdag den 30. januar klokken 19.00 er der skolemøde, hvor Lars vil holde et foredrag om Grundtvig/Kold. Husk at medbringe kaffekurven til en hyggelig aften.
Kontoret mangler desuden stadig rigtig mange opdateringer i forhold til personlige oplysninger - herunder forældrenes adresse, telefonnumre til både hjemme, arbejde samt mobilnummer og børnenes læge. Det kunne være rigtig dejligt, hvis I ville sende disse oplysninger til os snarest.