NYHEDSBREV UGE 49

2011-Nissepiger-1.jpg
KORT UPDATE:I denne uge har den stået på produktion til skolens julebazar. Der er blevet støbt flotte tinfigurer til juletræet i smedeværkstedet ved Peter og Anders. Der er blevet lavet spøgelseshus sammen med Anna, som man mod betaling kan komme ind i på lørdag. Der er blevet syet nissehuer, forklæder og julehjerter ved Kisser og Karina samt der er blevet lavet juledekorationer til skolens vinduer. Der er blevet lavet flotte hjemmelavede julekort og flotte snekrystaller til aulaen på Lars' bazarhold. Desuden er der blevet øvet i musiklokalet sammen med Heine og Jørgen.
Rød, Blå og Orange har julehygget hele ugen med juleklip, så de har sammen med Pasningen pyntet skolen rigtig flot op til jul. Fredag tog Rød og Blå klasse til Nissebal på museet hele dagen.
Fredag står den på de sidste forberedelser inden bazaren i morgen og allerede tidligt fra morgenen af begyndte de mange flotte gevinster at flytte ind på skolen. Hele dagen blev der knoklet for at være klar til lørdag.
FREMTIDEN:
Bazaren starter lørdag den 8. december klokken 13.00 og varer til klokken 17.00. Vi glæder os til at se både nuværende og gamle elever og forældre, bedsteforældre, støttekreds, naboer og andet godtfolk, der har lyst og lejlighed til at lægge vejen forbi. Der bliver mulighed for at høre musik, komme i spøgelseshus, vinde gevinster i tombalaen, skrivebøgerne og ikke mindst amerikansk lotteri. Der er også mulighed for at købe kaffe og kage samt andre lækre ting i de mange cafeer og boder. Vi glæder os til at se jer til en hyggelig dag!
Torsdag i næste uge er der luciaoptog klokken 8.30. Alle der har lyst og lejlighed til det, er meget velkomne til at komme og være med til morgensang og se det smukke luciaoptog med børnene fra Blå og Orange. Bagefter morgensang vil der blive serveret luciabrød samt være kaffe og te til alle voksne.
Børnene fra Blå og Orange vil få brev med hjem om, hvad de skal medbringe forud for optoget. De vil nemlig begynde at øve i næste uge.