KORT UPDATE:Det er den første uge efter efterårsferien og vi er startet på vores første teaterperiode. Blå og Gul Klasse øver lige nu og vi glæder os rigtig meget til forestillingen onsdag den 7. november.
Dette betyder, at Rød, Orange, Grøn og Lilla er i deres egne klasser.
Orange klasse har i denne uge haft praktikant. Han hedder Rasmus og kommer fra 9. klasse på Sjørring skole. Det har været hyggeligt at have ham med. Derudover har de i denne uge lavet græskarhoveder, og været på matematikløb.
Grøn Klasse har arbejdet med haikudigte samt lavet billedprojekt dertil. De har også været på biblioteket, arbejdet i danskbogen, haft staveord samt haft frilæsning. Børnene er også begyndt at læse novellen "Intet" af Janne Teller, som skal være færdiglæst inden jul - både som et skoleprojekt men også som hjemmearbejde. Fredag var de i skoven for at indsamle naturmaterialer der skal bruges til børnenes bazarproduktion.
Rød klasse har fået Margit Kahr som klasselærer indtil jul. Margit har tidligere været lærer her på skolen - ja faktisk i en hel menneskealder - og hun er et kendt og elsket ansigt blandt børnene. Det er en rigtig god løsning på Monas fravær. Om Mona kan jeg fortælle, at hun kæmper med smerter i nakken, da en gammel skade meldte sin ankomst for et par uger siden. Mona er sygemeldt og vi regner med at hun er klar til det nye år.
FREMTIDEN:
I næste uge - på torsdag - starter der en ny afdelingsleder i Askehuset. Hun hedder Helene Klithede og har lavet en lille præsentation af sig selv:
Så er der kun en uge til jeg starter som afdelingsleder for Askehuset. Jeg var ude i børnehaven igen i dag for at høre lidt fra Gitte, om børnenes og personalets hverdag. For de jeg endnu ikke har mødt, kan jeg for tælle, at jeg er 45 år, har tre piger i alderen 13 –20 år. Jeg er fraskilt og bor i et rækkehus i Vestervig. Når ikke jeg arbejder eller er sammen med mine børn, bruger jeg tiden på sang og musik, håndarbejde og gode lange traveture.
Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet i børnehave, på integrations området, på friskole og med unge psykisk syge.
Jeg føler mig hjemme i friskolemiljøet hvor sang, glæde og respekt for hinanden er en naturlig del af hverdagen.
Jeg glæder mig til at blive en del af Jeres skønne sted og møde alle børn, forældre og personale.
I Børnehaven har vi haft så stor glæde af at have Lasse Elkær som medhjælper, at vi har besluttet at beholde ham et stykke tid endnu. Det vil give vore nye leder Helene lidt bedre muligheder for at finde sig til rette, og så er det lige et par ekstra hænder og øjne, som vi lige for tiden godt kan bruge.
Den kommende uge byder også på et Mandsmindeforedrag med Lena og Kisser, som i den kommende tid stopper deres virke på skolen. Der foregår torsdag den 1. november klokken 19.00. Forud for mødet er der inspirationsmøde vedrørende skolens 140 års jubilæum. Dette foregår fra klokken 18.00-19.00. Husk egen kaffekurv denne aften!
Fredag i næste uge tager vi afsked med Lena. Vi synger sammen til fælles afslutning og derefter vil der være reception i salen fra klokken 14.00-16.00. Alle er selvfølgelig velkomne og vi glæder os til at se jer!
Nogle forældre har desuden startet en indsamling til en lille opmuntring til Mona. Der ligger en kuvert på Monas hylde i det gamle lærerværelse og så kan man skrive sig på kuverten, hvis man ligger penge i kuverten - 10 kroner er der besluttet.