I denne uge har vi hovedsageligt været i vores egne klasser og gjort os forskellige forberedelser til skolens fælles lejrtur til Bogensholm den kommende uge. Der er blevet sunget lejrtursange og tegnet tegninger til Møgeldyret, som er flyttet ned til sin kæreste i Ebeltoft. Husk derfor dumlekaramellerne! Møgeldyrets kæreste har vi fundet ud af, hedder Bogødyret og det elsker Bounty! Der er endvidere blevet fordelt siddepladser i bussen, sovepladser, køkkentjanser, der er lavet madplan og der er fundet masser af "tanter" og "onkler", som kommer og hjælper os hele ugen i køkkenet og det er vi bare rigtig glade for!
Hvis man endnu ikke har pakket tasken, fordi man simpelthen ikke kan vente længere, så kan det være en rigtig god ide at pakke et par indesko med i bagagen til Bogensholm.
Men alt i alt er vi ved at klar til lejrturen i næste uge og vi glæder os helt vildt!
Fredag morgen til morgensang var noget ganske særligt og der var pyntet op med rød løber, stearinlys og blomster i aulaen. Magnus Pedersen, Sofus Pedersen og Anders Thomsen er nemlig blevet optaget i "Børnenes Rekordbog" med deres regnvandsrør på 3 meter som blev lavet, da vi havde emneuge om "Glæde". Dette skulle jo selvfølgelig fejres på bedste vis med glitter og glimmer og musik - og ikke mindst Mona og Jørgen i deres fineste gallatøj. Vi på skolen er bare mega stolte - stort tillykke til drengene!
I denne uge er der også blevet fundet en ny afdelingsleder i Askehuset. Vi har fundet en afløser for Gitte og vi vil snarest bringe mere nyt om, hvem det er og hvornår vedkommende starter. Så man må vente i spænding!
Men nu er det snart mandag og vi skal afsted til Bogensholm og det bliver vildt spændende at skulle et nyt sted hen - vi glæder os! Vi ses alle på mandag klokken 8.30, hvor lastbilen pakkes ved fælles hjælp og så kører busserne mod Bogensholm.