Befordring, skolebuskørsel og transport af legekammerater

bus-1.jpg

Kære forældre på Thorsted Friskole! “Hjulene på bussen kører rundt rundt rundt…”

Nogle af os kører selv, andre har den glæde, at børnene bliver hentet af skolebussen og kørt hjem igen. Vi bor meget spredt over hele Thy og afstandene kan være store. Tit spørger man sig selv: hvorfor flytter vi ikke til Thorsted? Men det er nok fordi man er glad for at bo der, hvor man nu engang bor.

I ved godt, at friskoler ikke lige frem er i høj kurs hos regeringen og at nedskæringerne på friskole- området desværre bliver ved. Således får vi i år kun 47%, - bemærk! mindre end halvdelen!- af det vi fik i befordringstilskud fra staten sidste år. Hvis vi ikke gør noget ved det kommer det til at ske på bekostning af budgettet for undervisning. Derfor har vi i bestyrelsen været nødt til at se på befordring og hvordan vi gør det bedst fremover. Sidste år satte vi prisen for skolebuskørsel kraftigt op, så det kom til at koste 1500,- kr. per barn, (som i øvrigt stadigvæk ligger under prisen for et almindeligt buskort), mens dem, der kørte selv fik refunderet 500,- kr. per barn . I år vil vi ikke sætte prisen for skolebuskørsel yderligere op. I stedet for synes vi, at det er mere retfærdigt nu at sætte taksten ned for dem, der kører selv med 50%, således, at man i år kun får 250,- kr. per barn. Samtidig vil vi se på, hvordan vi kan håndtere nedskæringerne på dette område bedst fremover. Det hører I helt sikkert mere om til næste år.

Vi er selvfølgelig meget kede af forringelserne, men håber, at vi alle kan komme om ved det og med hinanden finder veje, der gør at vores friskole trods statens politik ikke kun bliver for rige børn fremover, men fortsat bliver noget, som alle i samfundet kan vælge til eller fra. Alt andet strider mod friskoletanken. Hvis nogen af jer sidder inde med gode ideer til hvordan, er vi fra bestyrelsen lutter øre.

Så skal vi i øvrigt gøre opmærksom på, at der er plads nok i skolebussen til at de børn, der normalt bruger den, godt kan tage en legekammerat med hjem nu og da. Det er der vist mange, der efterhånden har prøvet og det er helt i orden! Fremover koster det dog 5,- per barn (og i øvrigt også for voksne!) for en enkelt tur. Børnene behøver ikke at have pengene med sig, når de stiger på bussen; vi vil gøre det så nemt som muligt for alle. Derfor skriver chaufføren navnene ned på dem, der er ekstra med på bussen den dag og så bliver beløbet trukket over skolepengene hver måned. Bussen kører til Klitmøller over Skårup, Vang, Vangså og Vandet, men det skal understreges at, fordi det er en skolebus så må kun skolens børn og forældre benytte sig af den. Legekammerater og andet godt folk, der ikke går på Thorsted Friskole, må vi desværre ikke tage med.

Med venlig hilsen, Benne Holwerda (formand)