På skolen har vi i denne uge hovedsageligt været i vores egne klasser. Rød klasse har været til fødselsdagsfest ved Silke og til afskedsfest ved Mads S. torsdag, da Mads på mandag starter på Sjørring Skole.
Orange klasse er startet på det sidste forløb inden sommerferien - et læse- og skriveforløb, hvor man blandt andet har fået en "makker" i klassen, som man kan læse og skrive sammen med.
7./8. klasse har i denne uge fremlagt deres projektopgaver i klassen inden deres lejrtur til Island i den kommende uge.
Derudover har der gennem ugen været en del fødselsdagsforberedelser til Lars' fødselsdag - nogle mere skjulte end andre. Der er blevet øvet sang og lavet gave, som alt sammen blev afsløret, da vi fejrede Lars' fødselsdag til morgensang fredag sammen med børnene med flag, sang, gave fra børnene, kagemand og kakao.
Resten af dagen arbejdede alle børn og voksne på at gøre skolen klar til, at vi fredag eftermiddag fik gæster.
Fredag eftermiddag var der reception for Lars og der var rigtig mange fremmødte, der var med til at fejre dagen sammen med os. Det var en rigtig dejlig og festlig eftermiddag med mange sjove indslag, gode taler og sange.
I forbindelse med Lars' fødselsdag skal der lyde et KÆMPE stort tak til alle de forældre og støttekredsmedlemmer, som havde mulighed for at hjælpe med blandt andet indkøb, blomsterdekorationer, indsamling til gave, madlavning, kagebagning, oprydning og meget, meget mere. Der er blevet gjort et stort og flot stykke arbejde og bestyrelsen og skolen er meget taknemmelig for jeres hjælp.
Det har på mange måder været en hel speciel uge med en helt fantastisk afslutning fredag.