Thorsted-Friskole_forside.jpg
 

Thorsted Friskole

her bliver mennesker til

 

Et barn er ikke en flaske der skal fyldes, men et bål der skal tændes. 

Thorsted Friskole bygger på tillid. Vi tror på mennesker. Vi arbejder for at barnet finder sin egen plads i det ligeværdige og forpligtende fællesskab. Vi giver børnene frihed og opbakning til at gå på opdagelse i deres styrker, kundskaber og færdigheder, så de kan få livsmod og handlekraft, være til stede i nuet og tage del i vores fælles fremtid.

Vi er en levende skole hvor medarbejdere, børn og forældre indgår i et varmt og forpligtende fællesskab. Vi har læring og leg, sang og fortælling, udeliv og teater. Skolen bygger samtidig på ansvar og samhørighed, fælles pligter og traditioner, og gode, nærværende samtaler.

På Thorsted Friskole har vi ikke Aula, og vi har ikke en enkeltstående, årlig skole-hjem-samtale. Vi tror på det personlige møde og på at lære hinanden at kende. Derfor ønsker vi en løbende samtale med jer som forældre. I er altid velkomne på skolen og kan til enhver tid bede om en snak, uanset om det er stort eller småt der trykker.

I samarbejde med jer forældre tager vi ansvar for børnenes dannelse og faglige udvikling.

 

Kontakt

Thorsted Friskole
Thorstedvej 152
7700 Thisted.

97 97 13 05
kontor@thorstedfriskole.dk

Skoleleder
Mads Madsen
mm@thorstedfriskole.dk

Pasningen (SFO)

20 34 12 04

Vi er en Grundtvig-Koldsk friskole. Vi mener at hvert menneskes liv er enestående.

Oplivning og oplysning står centralt i vores skole. Oplivning betyder, at man er blevet så glad for livet, at man med stor glæde og energi kaster sig over de udfordringer man bliver stillet overfor. Man agerer ud fra den sikre overbevisning, at man er her i sin egen ret, at man er elsket og ønsket. Oplysning er at være nysgerrig og at prøve at forstå det uforståelige, at prøve at rumme verden. Det er – med flid og alvor – at kaste sig over naturens og menneskelivets mangfoldige fænomener, undersøge dem og prøve at fatte dem.

Formålet med at drive skolen er at fremme børnenes almene dannelse, sådan at barnet udvikler evner og tilegner sig kundskaber med henblik på at finde sin egen plads i fællesskabet. Barnet skal blive til sig selv.