Skrevet af Karina Pedersen

Vis alle indlæg af Karina Pedersen

Nyhedsbrev uge 50

Kategorier: Skolen Generelt | Ingen kommentarer | Skrevet den af Karina Pedersen

I denne uge har vi igen haft helt almindeligt skema efter en uge med bazarproduktion.

Torsdag morgen til morgensang var der luciaoptog med børnene fra Blå og Orange klasse. Det var ganske smukt i den lidt mørke morgen og det var super dejligt med så mange fremmødte forældre, bedsteforældre, støttekredsmedlemmer og gamle elever. En perfekt start på dagen!

Grøn klasse tog fredag afsked med Emil, som har været i praktik i klassen. Det har været alletiders at have Emil i praktik og han vil blive savnet i Grøn klasse.

I lørdags var der bazar på skolen og rigtig mange forældre havde gjort et kæmpe stykke arbejde for, at det blev en hyggelig og vellykket dag. Som noget nyt i år var der blandt andet et spøgelseshus, hvor man mod betaling kunne blive skræmt fra vid og sans. Der var som noget nyt også mulighed for at købe pandekager med nutella – et kæmpe hit! Der var rigtig mange gæster i løbet af dagen og det lykkedes at tjene næsten 56.000 kroner denne dag. Det er bare rigtig flot og det kan vi bestemt være stolte af! Et stort tak skal lyde til alle dem, der gjorde bazardagen mulig med deres arbejdskraft og fremmøde til arbejdsaftenerne, men også de, som hjemme har lavet alle mulige flotte ting, som man kunne vinde i eksempelvis tombolaen eller skrivebøgerne. Det var også rigtig dejligt med så mange besøgende – både naboer, støttekreds, gamle elever og forældre, nuværende elever og forældre, bedsteforældre og mange, mange flere… Tusind tak for en dejlig dag!

Den kommende uge byder på julefrokost for alle de store elever på onsdag. Derfor skal 7./8. klasse også i køkkenet og forberede mad mandag og tirsdag. Forud for julefrokosten skal børnene medbringe 20 kroner – et lille tilskud til det overdådige julebord og fede gevinster, som der er mulighed for at vinde til bankospillet. Det er også meget vigtigt, at man på dagen husker at tage sin nissehue, sit slips, røde julestrømper og røde underbukser på, da disse røde beklædningsgenstande ofte bliver rigelig belønnet i form af søde sager.

Vi har i denne uge desuden bedt alle forældre om at være opmærksomme på at opdatere deres personlig oplysninger f.eks. telefonnumre på jer forældre, jeres adresse og børnenes læge. I tilfælde af eventuelle uheld er det vigtigt, at vi kan få fat på jer forældre og kender til børnenes læge. Derfor må man meget gerne opdatere disse oplysninger og sende dem til Helle på admin@thorstedfriskole.dk. Der blevet udsendt en mail, hvor der står beskrevet præcis hvilke oplysninger, der er tale om.

Vi bliver desværre også nødt til at advare jer, da der har været et par tilfælde af børneorm på skolen og i børnehaven. Dette kan nemlig smitte, hvis man ikke sørger for god personlig hygiejne, f.eks. håndvask – hvilket jo ikke altid er nemt at huske, hvis man er lille. Skulle man få børneorm, som er små hvide orm i afføringen, skal man kontakte egen læge.

Torsdag i næste uge er der juleafslutning og skoledagen varer derfor fra 8.30-12.00. Der er morgensang, ganske som vi plejer, og derefter er der hygge i klasserne, hvor man deler de godter ud, som man har med. Alle børn medbringer noget, som kan deles ud til alle i klassen. Klokken ca. 11.30 til klokken 12.00 slutter vi af med fælles afslutning og derefter kører skolebussen sin rute. Alle som har lyst og lejlighed er meget velkomne!

Comment's

Total: Ingen kommentarer

Comment